Jeg har længe gerne ville skrive til dig

21. december 2018

Men noget af det, der har forhindret mig i for alvor at komme i gang, er nogle gamle overbevisninger, jeg har båret rundt på nærmest altid.

'Jeg må ikke forstyrre' og 'jeg skal ikke være til besvær'

En gang bidrog de to overbevisninger til at jeg undertrykte store dele af mig selv, især når jeg var sammen med mennesker, der faktisk betød meget for mig.

Og du betyder også meget for mig. Det at du følger min rejse, gør dig yderst vigtig for mig. Det at du måske kan bruge det jeg formidler, som inspiration på din rejse, gør mig vigtig for dig. Selvom vi måske aldrig har mødt hinanden, så er den fineste intention og relation, som jeg gerne vil nære og dyrke igennem mine breve til dig.

Det har taget mig tid at finde ind til at det netop var dén detalje, der skabte forhindringerne i mig, for at jeg bare frit har kunne formidle, alt hvad jeg har på hjertet til dig. Simpelthen fordi du betyder noget for mig.

Det faktum blev invitationen, for de to snedige listefyre 'jeg må ikke forstyrre' og ' jeg skal ikke være til besvær'. De inviterer sig selv indenfor, når jeg står i situationer, hvor jeg har noget på spil overfor andre mennesker. Det er den kontrakt vi i sin tid har lavet. Og sådan er det tit med hæmmende overbevisninger, de tropper troligt op, når invitationen byder sig, men lidt ligesom den der gæst, der vil have al opmærksomheden til din fødselsdag, så fylder de lige pludselig hele hjerterummet ud. Og de er ikke sådan til at slippe af med igen.

Så tro mig, jeg har virkelig gerne ville skrive til dig længe.

Nu ved du lidt mere om, hvad der har holdt mig tilbage.

Jeg troede egentlig vi havde indgået en fredsaftale, vi har været i 'parterapi', de to og jeg, og vi var blevet enige om, at vores veje skulle skilles og de skulle på en lang ferie.

Men nu var der jo her en helt ny livssituation, som i deres perspektiv kunne udvikle sig til noget meget farligt, og så vil de da gerne lige komme og tilbyde deres hjælp.

Vores allerstørste hæmmende overbevisninger er egentlig dele af os selv, som er fast  overbevidst om, at de gør os en meget kæmpe tjeneste ved at forhindre os i at folde os frit ud.

Så hvad pokker forsøger de at hjælpe dig med, ved at forhindre dig i frit at formidle, tænker du måske? Det ligner jo mere selv-sabotage.

I dag kender jeg dem rigtig godt, jeg kender deres mission og det er nemt for mig at forklare det for dig.

De er bekymrede for, at hvis jeg begynder at skrive mere til dig, et menneske der betyder noget for mig, så er der en sandsynlighed for, at du bedømmer mig, skælder ud over at jeg forstyrre, ja værst af alt, at du forlader mig.

Det er deres frygt, selvom deres mellemregning er helt forvrænget og ikke helt hænger sammen med den virkelige verden. Men fra deres perspektiv er der en overhængende fare for at være forkert og blive forladt og den bedste strategi er derfor, helt at undlade at skrive noget som helst.

I NLP psykologien kalder vi det en forvrængning - en hæmmende overbevisning, der afføder uhensigtsmæssig og begrænsende adfærd i et menneske. Men overbevisninger er vores sinds lovgivning. Så hvis jeg ønsker at handle i strid med gældende lovgivning, er det nærmest umuligt. Det vil skabe stor splittelse. I stedet er det faktisk muligt at omskrive lovgivningen, opdatere den, så den passer bedre til de nuværende omstændigheder. 

Men så længe forvrængningen (jeg må ikke forstyrre) er gældende lovgivning, vil sindet gøre alt hvad det kan for at beskytte mig imod fremtiden, alene baseret på lovgivning, der er skabt ud fra dårlige oplevelser jeg har haft med mennesker, der betyder noget for mig i fortiden.

I dag har de to overbevisninger slet ikke samme magt over mig, som de en gang havde.

Vi har skrevet en ny kontrakt, hvor de ikke længere har ubetinget ret til at intervenere, når de er ved at dø af skræk. Er dele af mig bekymrede skal de komme til hovedkontoret med det (pssst….det ligger i hjertet).

For mange år siden, ville de have skabt en dybt splittelse i mig, som jeg ikke selv ville være i stand til at gennemskue. En splittelse som ville have gjort at jeg lagde låg på mig selv go begrænsede min egen frihed. Men i dag har jeg lært at gøre noget andet.

Jeg kan gå i dialog med dem. Lytte til hvad de egentlig vil fortælle mig, men så konkluderer og handle fra et helt andet sted, fra hjerte, i selvkærlighed, med en højere selvbevidsthed, en viden om hvem jeg er og hvad jeg virkelig ønsker mig. Jeg kan respektere både deres bekymring, men samtidig også lytte til mit behov for at udtrykke mig og kommunikere med dig omkring, hvad der ligger mit hjerte nært og følge mit kald. 

De kompetencer jeg har opbygget, kalder jeg samlet set livsledelse.

Ganske enkelt betyder det, at når forvirring og usikkerhed skaber splittelse i mig og alting indvendigt bliver et kaos af tankemylder og følelser og jeg så at sige er 'ude af mig selv', kan jeg sige stop og kalde til samling.

Jeg har værktøjerne til at 'vende hjem i mig selv', få styr på tropperne, og når helheden er genskabt, kan jeg træffe en beslutning, der er den bedste for hele mig.

I denne situation handler det om at skrive til dig.

Det faktum at jeg lige nu sidder og skriver til dig, er et levende bevis på at mennesker gennem styrket livsledelse, kan begynde at handle friere og gøre de ting de virkelig drømmer om.

Og jeg har længe drømt om at fortælle mere om alle de erfaringer jeg har gjort mig med hvordan vores forunderlige krop, sind og sjæl samarbejder på vores livsmission. Jeg drømmer om at gøre det konkret igennem små fortællinger som denne. 

Fortællinger, der ærligt og åbent deler med dig, og at det måske kan gøre dig nysgerrig på hvordan du er 'strikket sammen' og give dig lyst til at styrke din livsledelse.

Styrker du dine kompetencer indenfor kærlig livsledelse, så kan du skabe og leve et liv i overskud, balance og frihed. Et liv fyldt med glæde, kærlighed og passion. Er liv du brænder for - uden at brænde ud. 

Det er mit ønske for os alle sammen.

Jeg er glad for, at jeg endelig skrev til dig. Tak fordi du læste med.

Marieke

 

P.S. Du er også altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har noget på hjertet.

Smid gerne en kommentar:

bubblemedia