Jeg bryder sammen

Blog16. januar 2018

Ingen må opdage noget! Hold masken. Bare undgå at sige noget.

Du kan godt komme igennem det her møde uden at sige noget og så bare tilbage på pinden indtil kl. 16, så kan du gå hjem, hvor ingen kan se dig og bukke under i skjul. Ingen må vide, at du er så svag.

Selvom dagen tilbage i 2012 er tåget, er det nogenlunde de tanker jeg erindre buldrede rundt inden i mig, mens jeg desperat forsøgte at undertrykke et akut sammenbrud foran alle mine kollegaer.

Vi havde ugen før afsluttet en konference, som ikke havde været den succes jeg havde drømt om og kæmpet for.

Jeg var for første gang projektleder på opgaven, og jeg havde presset mig selv til mit yderste. Jeg forventede som sædvanligt en top præstation af mig selv, så da tingene ikke gik som planlagt og efter mine forventninger, tog jeg personligt hele ansvaret på mine skuldre - et tungt læs. 

Jeg spurgte ingen andre om deres oplevelse af konferencen. Imin optik havde vi fejlet og det var jeg sikker på alle andre også synes. 

En fiasko og taber. 

Da jeg ugen efter konferencen mødte op på arbejde var det med tunge skuldre og et tomt opgivende blik. Indeni var en storm af hårde ord, fordømmelse af mig selv og bebrejdelser. Jeg havde lyst til at forsvinde langt væk fra det hele.

Følelserne pressede sig samtidig på og var voldsommere og mere insisterende end jeg nogensinde før havde oplevet. 

Jeg havde lyst til at græde, jeg var rasende, fuld af afmagt, foragt og angst, alt sammen på samme tid, i et stort indvendigt uvejr.

Jeg havde normalt uendelig mange måder at ignorere, kontrollere og nedkæmpe det oprør, der var indeni, alt imens alt så fint ud på overfladen. Men på denne dag, var følelserne stærkere end nogensinde.

Jeg mærkede en konstant prikken af panik over det der trængte sig på indefra, nedefra, i de dybeste, mørkeste kældre af mit sind. Der var noget riv rav ruskende galt, tænkte jeg. 

Grænsen for min egen selvkontrol var nået. Over for lang tid, havde jeg selv og omstændighederne presset mig så hårdt, at mit forsvar var overbelastet og svækket. Mine følelser havde overtaget, og så muligheden for at bryde igennem mit indre forsvar og jeg var skræmt fra vid og sans ved tanken om at miste kontrollen med mig selv foran alle mine kollegaer. 

Sammenbrud virkede som det mest skamfulde og taberagtige og alt i mig havde lyst til at flygte.

På vej ud fra mødelokalet mærkede jeg en hånd på armen, og jeg hørte hende blidt sige, 'kom Marieke, lad os lige få en snak'. Måske var det kombinationen af den blide tone og bydeformen der gjorde, at jeg bare fulgte med, mens vi gik udenfor bygningen, ned til en å, hvor vi havde det for os selv.

'Jeg kan se der er noget på spil i dig. Hvad sker der?'

Min kollega, som jeg holdt uendeligt meget af og altid havde haft stor tillid til, kigge mig dybt ind i øjnene og gav mig tid til at finde modet til overfor et andet menneske, at give slip på den kontrol, som havde været mit filter ud til verden i så mange år jeg kunne huske.

Jeg har måske sagt få ord eller en sætning, men det var slet ikke ord der trængte sig på. Det var tårer. 

Jeg græd og græd. Jeg aner ikke om det var 20 sekunder eller flere minutter. Men der var plads til det og jeg følte mig holdt og rummet på en måde, jeg nærmest havde glemt.

Herefter kom ordene. En lang talestrøm, kun afbrudt af hulken og enkelte forsøg fra mit forsvar på at skælde mig selv ud for at have åbnet op, vist svaghed. Men for første gang havde mit hjerte en allieret i min kollega.

Hun kunne sige noget af det, mit hjerte vidste, men som alle mine mørke sider havde overdøvet med kritik, dom, skyld og skam. Mine fire stærkeste våben. Men overfor hende havde de mindre magt. 

Min kollega kunne sætte nogle ord på hvad hun havde iagttaget, hvad hun hørte jeg sagde og kom med eksempler på andre måder man kunne betragte situationen på.

Hun var observant, ikke dømmende og stillede flere spørgsmål end hun konkluderede og det var en tilgang jeg aldrig før havde været åben for.

Det var den tilgang, der gjorde at ingen af mine egne våben havde magt. Det var som om, hun talte direkte med mine følelser og mit inderste væsen, i en direkte linie udenom alle mine forsvar.

For første gang var det lykkedes for mit hjerte at sende et nødsignal ud gennem panseret, som nåede at blive opfanget af et andet menneske, inden jeg fik lukket ned for al kommunikation med omverdenen.

Jeg har ofte siden da, tænkt over dette øjeblik, og hvor taknemmelig jeg er for, at netop hun var der, på lige det tidspunkt, hvor jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne modstå ægte, kærlig kontakt

Hun lyttede og rummede mig i det som jeg i dag vil kalde et kæmpe gennembrud. Men dengang så jeg det som et sammenbrud, et udtryk for ultimativ svaghed i et menneske. Hun var min støtte, da jeg for første gang i mange, mange år resignerede, gav op, slap kontrollen.

Hun sørgede for at jeg trak vejret, holdt øjenkontakt med mig, lod mig tale ud.

Sammen gik vi ind til min chef og hun sagde, 'Marieke vil gerne tage 14 dages ferie.'

Jeg har tit tænkt, at jeg aldrig selv ville have kunne tage den beslutning, om at sygemelde mig.

Jeg har moret mig ved, hvor godt hun kendte mig og at hun brugte ordet 'ferie', mest for min skyld. 

Alle vidste jo, hvad der var på spil. Men hvis det var det, der skulle til, for at jeg kunne give mig selv plads til at komme mig over det akutte traume jeg stod i, så var det fint.

Min chef og kollegaerne var også fantastiske i denne situation.

Min chef forstod, hvad der var på spil og gjorde tydeligt for mig, at teamet nok skulle klare tingene, mens jeg var 'på pause'.

Vi lavede i fælleskab en 'akut post-it proces', hvor jeg skrev alle mine opgaver på små sedler og iagttog hvordan mine kollegaer kærligt tog hver seddel og dermed ansvaret, så jeg trygt kunne vide, at mine forpligtelser overfor kunder og samarbejdspartnere blev håndteret, mens jeg var 'på ferie'.

For mig var denne lille visuelle proces essentiel og jeg takker mine kære kollegaer for, at de så akut fornemmede, at det var hvad jeg havde brug for lige der, for at kunne give slip.

Jeg kørte hjem få timer efter jeg var kommet på arbejde den dag. Lagde mig på sofaen. Sov.

Jeg vidste, at dette var starten på et langt oprydningsarbejde i mit indre.

For mit sammenbrug var naturligvis resultatet af mange års overbelastning og uhensigtsmæssige, usunde strategier for studie og arbejdsliv.

I de efterfølgende måneder havde jeg mange samtaler med min chef, der havde en NLP Master Practioner uddannelse og gode værktøjer til at hjælpe mig på vej. Til sidst var jeg så 'bidt af' at lære mig selv at kende, at jeg tog på 'kursus' hos Leadership by Heart.

I virkeligheden startede jeg i terapi (og senere uddannelse). Men jeg elsker at lære nyt, og det at jeg kunne kombinere mit terapiforløb med en uddannelse var præcis, hvad jeg havde brug for. Jeg vil senere skrive et blogindlæg om mit terapi-forløb, for at give indsigt i hvad det er for en proces.

Psykisk førstehjælp er vigtigt

Denne blog handler om sammenbruddet og den psykiske førstehjælp, som kan være altafgørende for at et sammenbrud bliver til et gennembrud. Situationen jeg har beskrevet ovenfor står for mig, som det fineste eksempel på både et psykisk sammenbrug hos 'en 12-tals pige' og den akutte psykiske førstehjælp hun fik fra fantastiske kollegaer og ledere. 

Det var ikke noget de havde trænet, de gjorde det bare.

Vi kan alle være psykiske førstehjælpere i hinandens kriser.

Også selvom det måske kræver mod og vi måske ikke helt ved hvordan.

Ligesom med fysisk førstehjælp er det bedre at gøre noget, end ikke at gøre noget i frygt for at gøre noget forkert. Naturligvis vil der være situationer, du ikke skal magte, men mange gange kan det vigtigste være dit kærlig nærvær og modet til at gribe ind. 

Det situation jeg beskriver ovenfor, er en chok-tilstand, som er første fase i et menneskes krise.

Hvordan kan du hjælpe, hvis et menneske er i chok?

Det første du kan gøre, hvis du oplever, at et menneske, er chokeret, ligner en der er ved at bryder sammen eller ikke kan holde sammen på sig selv er, at vurderer personens tilstand. Er ked af det, vred, panisk, modløs eller bare slet ikke til at komme i kontakt med, så kig efter følgende: 

1. Kapret og ude af sig selv (igen øjenkontakt, urolig vejrtrækning)

2. Kontaktbar - men mere indadvendt end lukket end normalt 

Nedenfor skriver jeg lidt om, hvad du kan prøve at gøre i de to situationer. 

Kapret og ude af sig selv

Personen er voldsomt kapret af sine følelser, så du må først og fremmest have personen til at bryde denne tilstanden. Det gør du ved blidt men bestemt at stille personen konkrete spørgsmål som,:

• Hvor mange vinduer er der i rummet?

• Rør ved væggen - er den kold eller varm?

• Hvilke lyde hører du lige nu?

• Kan du mærke dine fødder mod gulvet?

• Hvad er dit mobilnummer bagfra?

• Hvor mange blå ting er der i rummet?

Disse spørgsmål har til formål at få personen til at bruge sine sanser og vende tilbage i nuet. Kun her kan du forsøge at opnå yderligere kontakt og yde yderligere omsorg.

Kontaktbar, men indadvendt 

Er personen til stede i nuet og kontaktbar, men mere indadvendt end normalt (fjern i blikket, ked af det, frustreret, sorgfuld, nedtrygt, mismodig eller på andre måder mere indadvendt end normalt) er især tre ting vigtige, når du vil opnå kontakt:

• Vejrtrækning

• Øjenkontakt

• Jordforbindelse

 

Vejrtrækningen kan være overfladisk og hurtig. Få personen til at trække vejret roligt og dybt.

• Vis personen din egen rolige vejrtrækning med hånden og bed om at personen følger den indtil roen indfinder sig.

 

Øjenkontakt kan være overfladisk og flakkende.

• Fasthold dit blik hos personen og bed vedkommende blive ved med at se dig i øjnene. Vis at du er der og bliver der.

 

Jordforbindelse kan være vanskeligere at vurdere, men ofte vil en person uden jordforbindelse være anspændt og ude af stand til at mærke kroppen. Er den der, er personen rolig og afslappet. 

• Få personen til at få kontakt til sine fødder - spørg, 'kan du mærke dine fødder?'

• Bed personen tage skoene af, så hun bedre kan mærke  gulvet/jorden.

• Du kan gnide personens fødder, for gennem fysisk kontakt at hjælpe vedkommende til at forbinde sig til sin krop og sine fysiske omgivelser.

 

Der er ikke som sådan nogen rækkefølge i ovenstående. Det vigtigste er, at du prøver noget af det af. Intet af det kan som sådan skade personen, men måske er chokket så voldsomt, at du ikke kan opnå kontakt og så må du søge yderligere hjælp.

Får du kontakt til vedkommende, kan du yde kærlig omsorg ved at lytte åbent, stille spørgsmål til situationen eller måske bare sidde med vedkommende, ikke alle er klar til at tale en masse. Spørg ind til hvad personen har brug for og se om du kan hjælpe.

I mit tilfælde var det nok at skabe kontakt, være nærværende og lytte.

HUSK dette er tips til mildere kriser.

Er der talt om alvorlige traumer, skal personen naturligvis have akut professionel krisehjælp (fuldstændig ligesom havde det været en fysisk ulykke).

Ovenstående er kortfattede tips i forhold til at yde psykisk førstehjælp ved mildere kriser og chok. Er du blevet mere nysgerrig, kan jeg anbefale denne pdf fra Dansk Krisekorps:

http://www.danskkrisekorps.dk/media/15901/Dansk%20Krisekorps%20ver.%205.pdf

Smid gerne en kommentar:

bubblemedia