Hjertets fængsel

Blog30. december 2015

Det tog 3 år at bygge en vinder op og 30 år at bryde ned igen

Jeg ved ikke præcis i hvilken rækkefølge begivenhederne skete (man havde jo ikke Facebook tidslinier den gang), men fra jeg var 12 til omkring 15 skete der sindssygt mange ting i mit liv som havde stor indflydelse på mit livs rejse helt frem til hvor jeg står i dag. I dette indlæg beskriver jeg, hvad jeg har lært i processen og hvordan jeg bruger det i dag. Samtidig er det fascinerende at se, hvordan en så forholdsvis kort periode i et ungt menneskes liv kan få indflydelse på resten af livet. Derfor deler jeg det nu med jer, fordi det i aller højeste grad er grunden til at HJERTEMOD er vigtig for mig hvorfor jeg gerne vil hjælpe andre med at finde tilbage til kærligheden i dem selv.

På 3 år gik jeg fra lykkeligt og legende foreningsbarn til 'professionel' elitesportsudøver (ja 'lets face it, der var ingen penge i volleyball den gang...)
Jeg gik fra at dyrke foreningsgymnastik et par gange om ugen efter skole til både at træne springgymnastik, passe en dressurpony og spille volleyball for til sidst at træffe et valg om at gøre volleyball til min konkurrencesport, med træning hver dag, kostplanlægning, mentalt fokus osv. Det var ikke længere for sjov - jeg ville være verdens bedste! Det blev jeg nu aldrig, men det mål er alligevel kernen i denne fortælling.

En hæmmende overbevisning er en demonisk størrelse.

For da jeg i mit lille barnehovede beslutter mig for at ville være den bedste i verden til alting, så gik det efterhånden hen og blev en rigtig hæmmende overbevisning, der resulterer i en rejse fyldt med nederlag, hvor jeg aldrig rigtig kunne give mig selv anerkendelse for noget som helst, når succeskriteriet var 'at være verdens bedste'. En del af mig havde lykkedes med at opsætte et fuldstændig urimeligt mål for hvad der i sidste ende kunne udløse kærlighed til mig selv.

Min indre kontrol-freak var født!

Jeg står et sted i dag, hvor jeg kan se tilbage på rejsen fra den overbevisning opstod til jeg nåede tilbage til mig selv og fandt ind til kernen og hvor jeg kan begynde at forstå hvorfor det var vigtigt at skabe det verdensbillede den gang og anerkende hvad det har hjulpet med mig i alle de år helt frem til hvor jeg står i dag.

For det har som sagt også været forbundet med stor smerte og det har i lang tid været svært for mig at se hvordan det kunne være en hjælp og forstå hvorfor den uopnåelige perfektionisme var min bedste ven - mange dage senere hen føltes den mest som en forbandelse. Men i den periode var det min bedste ven - min kontrol og mit anker i verden.

En hæmsko for at slippe mit fulde potentiale fri

Heldigvis har den tid også lært mig en masse andet som jeg bruger i dag, både i mit eget liv, men også professionelt til at hjælpe andre, for jeg er på ingen måde den eneste der har fået skabt mig en kontrollerende overbevisning som senere hen er blevet en hæmsko for at forløse mit fulde potentiale og at finde hjem i mig selv.

Fra jeg var 12 til 14 ledte jeg efter den perfekte platform for at min kontrol-freak kunne udøve sit fulde potentiale. Jeg dyrkede springgymnastik, men detr var ikke konkurrence nok, det var nærmest 'for nemt' at være god nok, jeg blev ikke målt og vejet, så det var på ingen måde den disciplin som min kontrol-freak kunne bruge til noget. Jeg passede en dressurpony, men det søde dyr var ligesom en utilregnelig faktor for min kontrol, den var glad bare den fik en gulerod og min kontrol-freak havde bare ikke tålmodighed til at arbejde med dyr, det krævede er nærvær jeg på ingen måde besad. Til gengæld var volleyball en super teknisk sport som kræver uendeligt mange gentagelser og jeg måtte træne både eksplosionskraft og udholdenhed, for at blive virkelig god, så på mange måder var det den perfekte ramme for min kontrol til at slå rod og forplante sig dybt i mig og udøve det fine hverv at sætte mål der var så høje at jeg aldrig ville kunne opnå The Grand Price - min egen kærlighed.

Masser af succes - men om natten er du ene...

Og derfra gik den vilde jagt efter det uopnåelige, jeg havde fundet opskriften, nu kunne jeg udøve kontrol i jagten på succes på alle de områder min fantasi kunne komme i tanke om.

Det blev en 30 år lang kamp for at opnå min egen anerkendelse, for som jeg efterhånden opdagede så var andres anerkendelse ikke noget jeg kunne bruge til noget som helst - hele pointen var jo netop aldrig at lykkedes. Jeg blev en præstations-nomade, hvor hver gang jeg blev for god til noget og nærmede mig succes, så hoppede jeg videre til det næste.

Jeg var ungdomslandsholdsspiller og spillede i højeste division i Danmark, vandt guldmedaljer - men det var ikke nok...

Og flyttede til en privatskole og var en total stræber som fik 13-taller og 12-taller og masser af ros - men det var ikke nok...

Hvis jeg skulle have en kæreste skulle det helst være en ædel soldat, en smuk tjener i Frankrig, en rig forretningsmand fra Amsterdam, en stor sportsstjerne, hvert fald én af der var det bedste til noget - men det var ikke nok...

Jeg kom igennem et nåleøje og tog en 'eliteuddannelse' (åhhh mine medstuderende griner, hvis de læser med) - men det var ikke nok...

Jeg var den bartender, der scorede flest drikkepenge til teamet - men det var ikke nok...

Jeg fik et arbejde hos Danmarks største designbureau - men det var ikke nok...

Jeg gik til numerolog og skiftede navn, så jeg var sikker på jeg havde det bedste navn i verden - men det var ikke nok...

Jeg uddannede mig som dykkerinstruktør og rejste til en Bounty ø i Indien...men det var ikke nok...

Jeg fik mit drømmejob og mærkede en spirende fornemmelse af at her var noget jeg bare godt kunne lide at lave, ligesom med dykningen. Jeg var ikke bare god til det, jeg kunne LIDE DET!!! 

Hvad fanden var nu det for noget?!!!

Jeg skyndte mig at arbejde noget mere og stille nogle højere krav, så den der mærkelige, dejlige og værst af alt ukontrollerede følelse kunne gå væk igen - puha...

Men så en dag efter en lang arbejdsuge var jeg i gang med et weekendkursus i dykning. Og et eller andet sted dernede på 40 meters dybde i Lillebælt, hvor andres liv var mit ansvar, begyndte jeg at få en trykken for brystet, som bare ikke ville forsvinde igen.

Jeg prøvede ellers alle mine kontrol tricks, jeg bildte mig selv ind at det var et forstuvet krageben, bed smerten i mig (det lærer man som elitesportsudøver) for der var jo nogle opgaver på arbejdet, som var 'livsvigtige' at jeg fik lavet, hvis jeg skulle fremstå som en ambitiøs karrierekvinde. Selv efter 8 uger kunne jeg stadig ikke bukke mig ned og binde mine egne sko uden at jeg indvendigt skreg af smerte og ofte stod jeg grådkvalt på toilettet på arbejdet og kæmpede med ar få vejret, jeg lå vågen om natten og havde en konstant følelse af at ha lyst til at løbe langt langt væk. Men jeg nægtede at indse at her var noget der trængte sig på, at jeg led af angst, havde vejrtrækningsproblemer, havde pludselig fået mælkeallergi - ja min krop skreg på min opmærksomhed, men jeg kunne ikke mærke mig selv, jeg var på alle måder udenfor min egen rækkevidde. Hvis toget skulle stoppes måtte det være med en udefra kommende intervention.

'A little help from a friend'...

Heldigvis havde jeg verdens bedste chef, der en dag sagde 'Du skal vist en tur til Møn...' (og den historie skal jeg nok fortælle en anden gang)
Det var som om han puffede til den første dominobrik efterfulgt af en lang kædereaktion af hjælp og støtte fra gode kollegaer, venner og kæresten, der gjorde at jeg kunne begynde at kigge på den der kontrol-freak, snakke med den i alle dens former og til sidst sige tak for hjælpen, nu er jagten forbi, nu laver vi en udskiftning og der skal andre kræfter til.

Det har ikke været let at overbevise kontrollen om at sætte sig på udskiftningsbænken. Slet ikke når jeg i starten var skide sur over det helvede af smerte og angst den havde trukket mig igennem i 30 år. Men vi har haft mange gode snakke min kontrol og jeg og efterhånden har jeg fået takket den for alle de fantastiske oplevelser der også fulgte med og alle de skønne mennesker jeg i dag stadig kender fra alle mine eventyr som den dag i dag betyder virkelig meget for mig. Og jo mere jeg roser kontrollen og fejre alle de sejre og successer jeg endnu ikke har givet mig selv anerkendelse for, jo roligere bliver kontrollen og jo mere kan jeg vende tilbage til kærligheden - den ubetingede kærlighed til mig selv og slutte fred med kontrollen.


Så tak for rejsen kontrol - og tak til dig fordi du læste med!

Nu ved du lidt om hvorfor jeg kæmper for HJERTEMOD. Jeg ved at der er andre derude, der er hæmmet fra at slippe deres fulde potentiale fri - også professionelt - og det er min mission at gøre mit for at flere finder ind til kernen og tættere ind til det de virkelig drømmer om og få det til at ske i deres professionelle liv. Så alle de timer vi lægger i vores arbejde bliver en fest og vi oplever at gøre en forskel i verden, for det har alle fortjent. 

 

Kærlig hilsen

Marieke

 

 

Smid gerne en kommentar:

bubblemedia