Er jeg god nok?

Blog06. november 2016

NEJ!!!

Det er det korteste track på min fortids indre 'greatest hits playliste'. Dette indlæg handler om hvordan den indre kritiker og dommer kan blive til et destruktivt monster, selvom alt ser 'ok' ud på ydersiden. Man fremstår som 'den dygtige pige, der altid klarer sig så godt.' Men indeni er systemet forurenet og sygt. 

Jeg kalder playlisten

'Stop dog dig selv, du kan jo INGENTING!'

Andre store hits på listen er:


'Hvem fanden tror du, du er?' 


'Giv op - du er alligevel en taber!'


'Læg dig til at dø - verden har ikke brug for dig!'


'Du blir aldrig god nok!'


'Hvem vil elske en taber som dig?'


'Stop dig selv, du ydmyger mig!'


'Hvad kan du - INGENTING!'


'Drøm bare - så fejler du da ikke imens.'


'Du er en fucking katastrofe!'


'Hop dog lidt højere dit dovne læs lort.'


'Du har din egen liga af grimhed!'


'Smerte er dit livsvilkår - æd den!'


'Bliv aldrig bedre end den taber du er!'


'Prøv at syng lidt grimmere, jeg ved du kan!'

'Du fatter jo ingen ting - dumme ko'


'Tænk at alle andre skal 'trækkes' med dig'


'Var det virkelig dit bedste forsøg - ommer!'


'Er det her din grænse - kom nu svagpisser!'


Listen er længere end biblen og IKEA kataloget lagt sammen. 

Den er ond og grusom og kun skabt med det ene formål at hade mig selv. 


Og hvorfor er jeg så hudløs ærlig, tænker du?


Fordi jeg vil fortælle dig, at du ikke er alene. Du er ikke den eneste der har en lignede playliste på repeat. 
Og jeg vil vise hele verden hvad der foregår i hovedet på alle de unge piger og kvinder, der som mig kæmper en blodig kamp mod deres værste fjende - deres hoved. 


Jamen du er jo SÅ dygtig! 


Lavt selvværd var i mange år et kæmpe TABU for mig - for jeg var jo god til alting. Så kan man sku da ikke tillade sig at tvivl på om man er god nok. Når man har alt hvad man kan drømme om og er ret god til det meste man kaster sig ud i eller bliver bedt om. Så kan man sku da ik osse gå og fortælle sig selv alt det shit, jeg har beskrevet ovenfor. 


Men jo, det er præcis sådan ligningen er. En ung pige med lavt selvværd kan lave mange forvrængninger af virkeligheden om min så således ud: 


Jeg står alene på pedistalen af dygtighed. 
Så jeg kaster sig ud i et halsbrækkende forsøg på en fejltagelse, 

for at bevise at jeg bare er et menneske. 

Jeg vil så gerne være en del af flokken af almindelige mennesker. 
Bli elsket lige meget hvad. 
Jeg falder og tænker 'elsker I mig stadig?'
Jeg rammer gulvet, alt blir sort. 
Og når jeg vågner, ligger jeg stadig tilbage på pedistalen. 
Er jeg selv kravlet herop? 
Har de andre sat mig herop? 
Er jeg kun værd at elske, når jeg er dygtig?
Men jeg er helt alene. 
Måske er det min pligt at være den dygtige? 
Så de andre kan sole sig i mig?
Jeg er jo også bare et menneske. 
Men de kan ikke li' mig, når jeg fejler. 
Jeg må lære at være perfekt, hele tide! 
Processen starter forfra og gentages ud 


En ny dag, en ny variation, et nyt halsbrækkende fejlagtigt forsøg på at bevise, at jeg er værd at elske med alt hvad jeg er. Og hver dag er konklusionen:

KUN HVIS DU ER PERFEKT KAN DU ELSKE DIG SELV. 

Og du fejler jo hele tiden, ergo 'du er ikke værd at elske'.  Det er sku en hård besked at leve med. 
Men kritikerens playliste blev bare længere og længere og mørke omkring end større og større, mønsteret kørte i ring. 

Jeg fik angst. 

Jeg holdt op med at trække vejret ordenligt. Byttede om på indånding og udånding. Gik med en konstant følelse af at have lyst til at løbe væk fra det hele. Jeg kunne kører på motorvejen og tænke, 'måske hvis jeg bare lige drejede bilen ind i den lastbil, så er det overstået.

Jeg hold op med at mærke mine fødder. Jeg pillede mine fingre til blods. Jeg skabte drama og tudbrølede over de mindste ting min elskede gjorde. Jeg fik allergi overfor dyr (ja for de elsker jo en ubetinget og det passer jo ligesom  ikke ind i overbevisningen om 'at jeg ikke er værd at elske). 


Fik så ondt i brystet at jeg ikke kunne binde mine egne sko. Vakumpakkede mit hjerte, frøs det ned, langt langt inde i mit indre, hvor intet lys kommer ind. Hjertet er det organ i kroppen der altid bevarer håbet og kæmper videre, så det er bedst at gemme det så langt væk at man ikke kan mærke dets slag. 


Min verden var sort, min konklusion var ubetvivlsom: du er ikke værd at elske. 

Jeg havde dømt mig selv til at leve et liv i smerte.

Og jeg havde lært fuldstændig at kontrollere den præcise dosis at smerte, der kunne fastholde mig i denne skyggefulde overbevisning om hvem jeg var. Der var styr på det. 


Jeg beskriver denne ødelæggende mekanisme, for at vise alle hvad der kan ske i sindet på en kompetent og dygtig pige med lavt selvværd.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, men jeg er måske en af de få, der har modet til at skrive det så hudløst ærligt at det kan slå en lille revne i fundamentet en bare én af de piger derude, som ligesom mig er i gang med at fryse sit hjerte til is. Eller måske få dig til at række ud til hende du kender og hjælpe hende til at arbejde med at bryde mønsteret og få den hjælp hun behøver. Da jeg var aller længst ude fik jeg hjælp, af min chef, mine kollegaer, mine veninder og fra min NLP uddannelse og de skønne mennesker hos Leadership by Heart. Jeg var heldig og så evig taknemmelig. 


KÆRLIGHED ER EN UENDELIG KRAFT. 

Min indre kritiker og skygge dommer havde undervurderet min modstander. 
Den kærlige kraft der bor i et hvert menneskes hjerte stopper aldrig sin evige mission. 
Så lige som jeg troede jeg havde det hele under smertefuld kontrol, men dog i kontrol. 
Så fandt kærligheden som en anden naturkraft en vej og kom buldrende og bragende i form af angst. 
Når man er ved at dø af skræk og ikke kan styre hverken puls eller vejrtrækning så er det altså svært at bevare kontrollen. 
Jeg panikkede i mit kontrollerede sind. Midt om natten, mens jeg lå i min seng. Næste dag tvang jeg mig selv til at rejste jeg mig og gik på arbejde. Selvom jeg havde lyst til at løbe til Afrika. Jeg klarede mig igennem, troede næste jeg også kunne klare denne tilstand. Dagen efter træk min kollega mig til side, jeg må ha' lignet noget der var løgn. Hun sagde, 'Marieke, hvad sker der?' 

Jeg brød sammen.

Jeg fik hjælp, blev kærligt skubbet i retning af et menneske, der kunne guide mig og hjælpe mig med oprydningen. 

Mit fundament af smerte blev brudt op, mine mure af selvforsvar væltede jeg - én efter én. 

I starten tvivlende, men langsomt begyndte jeg igen at mærke, at kærligheden er i mig altid. Langsomt kunne jeg begynde at tro på at jeg som menneske er værdig til at bære den i mig og fylde mig selv op med dens kolosale kræfter. 

Du sidder måske og tænker, jamen hvor finder jeg den hjælp jeg har brug for? Og der er flere steder at starte. Mindhelper er en hjemmeside, der guider unge der har det svært. De har skrevet en fin artikel med hjælp til hvad du kan gøre, hvis bekymringer og indre kritik tynger dig, ligesom det gjorde for mig. Læs artiklen her. 


Jeg opdagede, at jeg kan hele mine egne sår. At jeg kan give mig selv kærlighed i én konstant strøm. Jeg er min egen bedste ven og elsker, min egen medspiller og chef. Jeg er værdig til at bære det ansvar at elske mig selv ubetinget for alt hvad jeg er. Jeg er værdig til at vise det til verden og stå op for alt hvad jeg er og kan og har. Jeg må godt være den lysende stjerne jeg er - i kærlighed til mig selv - ikke for at få kærlighed fra andre. 

 

KÆRLIGHEDEN GIVER ALDRIG OP PÅ DIG 


Den står og venter i kulissen, på sit øjeblik. Den er altid klar. Den er der også lige nu. Der kommer en dag, hvor du har brudt dig selv langt nok ned, til at kærligheden får chancen, griber den og buldrer igennem. Den venter. Og hepper på dig. Afventende. Den kender vigtigheden af timing. 


Og når du er mør og klar så vælter den igennem i en tsunami, der først er voldsom og skræmmende en powerfuld urkraft, utæmmelig og uendelig. 
Den kommer med præcis den kraft der skal til for at vælte dine mure så du kan indhylde dig i den. 

Og så herefter er den en blid og evig strøm, der altid fylder dig og strømmer igennem dig ud til hele verden. 


I dag hedder min playliste: 


'Hold kæft hvor er du dejlig'


'Åh, hvor jeg dog elsker dig!'


'Du er en drøm, du er en gudinde'


'Kærlighed er mit våben' 


'Elskede du er smukkere end smuk'


'Du er fantastisk' 


'Yes Yes Yes du ejer det shit'


'Jeg er vidunderlig som jeg er' 


'Jeg er ikke bedre end andre og andre er ikke bedre end mig'

 

'Du er så modig og stærk. 


Osv...


Min erfaring er at det kan være godt at skrive sin selvhads-playliste ned. Så kan man se den og stå ved at den eksisterer. For så er man et skridt nærmere at smide den ud af vinduet og erstatte den med en mere kærlig liste. 


Hvis du finder modet til at være ærlig med dig selv og skrive din ned og bagefter har brug for at sende den ad H... til, så sender du den til mig. Så passer jeg gerne på den. Så har du trygheden i at du altid kan komme og hente den igen. Du kan også brænde den eller smide den i havet - væk med den og ind med en ny. 


Jeg sender dig gerne min ny kærlige playliste som inspiration. Så kan du selv bygge videre på den. 


Tak fordi du læste med. Og husk og del den, hvis du kender én, der trænger til at høre samme hudløst ærlige historie, så alle derude kan se, at selv super brutale historier om selvhad og selvskadende tanker kan have en kærlig slutning. 

De varmeste tanker til dig i dag!

Marieke

Smid gerne en kommentar:

bubblemedia