Arbejdsliv og familieliv - venner eller ej

Blog28. juli 2016

Min hjerne, mit hjerte og min krop er en stor sammenfiltret kompleksitet af forbindelser - så er det sagt. 

TIl gengæld føler jeg mig stærk, stolt og lykkelig over at være mig

Og derfor har hele mit væsen altid indflydelse på hele min tilværelse. Alle dele har adgang til alt (den eneste der ikke bestemmer noget er frygten, men det er en anden historie). Heldigvis oplever jeg det oftere som en fordel end en frustration, at det er sådan.

Men det har da virkelig også krævet et ordenligt stykke arbejde at nå til den bevidsthed, det kræver at balancere nogenlunde i den kompleksitet, når jeg nu har valgt at acceptere som en del af mig.

For mig er arbejdsliv og familieliv nød til at gå hånd i hånd - hele tiden. 

Min fortid er fyldt med eksempler på at jeg prøvede at skille tingene ad, ja en hel del blev endda proppet ned i nogle kasser, som jeg tænkte aldrig skulle åbnes igen. For det var den eneste måde jeg kunne holde det på afstand og sikre at det overhovedet ikke blandede sig. Men heldigvis er sådanne løfter til for at blive brudt, som Beyoncé synger i Sandcastles - lyt til den!

Mit problem var bare, at de ting jeg puttede væk i kasserne gjorde at jeg følte mig mere og mere tom, desillusioneret og motivløs både i mit arbejde og min privatliv. Jeg opdagede heldigvis at jeg ikke kunne leve fuldt og afbalanceret uden de dele.

Udpakningsarbejdet kunne begynde. 

Jeg har heldigvis også fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der er på denne refleksive rejse i sindet, underbevidstheden, universet, kroppen og sjælen. Der er rigtig mange der pakker ud. Og indrette deres indre på ny, med alle de gamle gode ting, smider ud og køber nyt, hvis jeg må bruge sådan en forbruger-metafor. Jeg kunne aldrig have nået igennem alle mine kasser (og der dukker stadig flere op) uden Helle og Mik Spenner fra Leadershipbyheart

En af mine rigtig store kasser, der var pakket væk er 'et helt menneske' kassen. 

Den indeholder den indsigt, at jeg har brug for at have HELE mit væsen med HELE tiden og at HELE mit væsen skal holdes i balance gennem ubetinget selvkærlighed. Det var sku ikke let at få pakket den flyttekasse op kan jeg godt sige. Men det jeg også fandt i kassen var FLOW, PASSION, GLÆDE - ja en gejst over livet og at være til. 

Og så kan det sku godt være jeg har nogle dårlige dage på jobbet fordi jeg har været en lort overfor mig selv og fyldt mig med junk eller 'flat-linet' den på sofaen, som min veninde kalder det. 

Eller er nød til at indkalde min kæreste til at passe hunden, fordi jeg har begravet mig så meget i arbejde, at jeg ikke får prioriteret at være sammen med ham. 

Min store indsigt i denne kasse er faktisk, at når jeg skiller mig selv ad og fokuserer for meget på én del og ikke plejer de andre, så kommer jeg ud af balance, og så ryger flowet, passionen og glæden. 

Og det er jeg fandme blevet for gammel til - basta!

Så det er fint nok, at andre har fundet en pissegod måde at skille tingene ad, og kan lade følelserne blive hjemme og aldrig tage arbejde med hjem. Sådan fungerer jeg bare ikke optimalt. 

Ansvar og personligt lederskab - på egen bane 

Så for at jeg størstedelen af tiden kan lykkedes med at være et helt og balanceret, kærligt menneske, der nyder alle aspekter af livet, har jeg måtte finde ALT hvad jeg ved om ANSVAR og PERSONLIGT LEDERSKAB frem. 

Jeg har heldigvis lært rigtig meget om de to ting igennem hele mit liv. Min eneste udfordring er, at jeg har fokuseret alt for meget på at tage ansvar for andres shit - ikke mit eget, og udøvet lederskab i frygt for at jeg mistede kontrollen over andre og verden, frem for at fokusere på blot at lede mig selv og lade andre gøre deres del og så at sige blive ude af deres jordbærbed. 

Så nu har jeg pakket ud og er i gang med en mindre omskoling og HOLD KÆFT hvor føles det fedt, når jeg lykkede med at tage ansvar for alle 360 grader af mit liv - både arbejde, kærlighed, familie, sundhed, venner, netværk og MIG SELV. Jeg bliver så ustyrlig glad. Det er sådan en jonglør må føle det, når hun lykkedes med at holde alle boldene i luften og musikken bare spiller. 

Og så har jeg lært af skønne Marianne Florman og hendes heste, at når man så taber en bold på gulvet, så kan man altid samle den op og starte forfra - vælge et nyt nu. Og bare lade skyld og skam fordufte som dug for solen, det er spild af nuet at bruge krafter på det. 

Så jeg har fundet en måde at tage følelserne og hele mit væsen med på arbejde og aaalt arbejdet med hjem og det er på alle måder den bedste beslutning i mit liv. 

 

 

Smid gerne en kommentar:

bubblemedia